Edith Ravnborg Nissen er leder af Jacob A. Riis’ Børnehave i Ribe, og hun har ikke problemer med at bevare overblik over personalets sygefravær.
De første 11 måneder af 2020 har der nemlig kun været fem dage med sygefravær i alt.
Det svarer til mindre end en halv dag for hver af de 13 pædagoger og pædagogmedhjælpere i den selvejende børnehave, der har en samarbejdsaftale med Esbjerg Kommune.
Det er væsentligt lavere end for pædagoger og pædagogmedhjælpere på landsplan, der i gennemsnit er sygemeldt 14 dage om året.
Klare mål for turn around af børnehave
Det er en kombination af flere forhold, der bidrager til det lave sygefravær i den selvejende børnehave med 66 børn i hjertet af den gamle domkirkeby.
”Jeg er meget optaget af, at man skal trives og være glad, når man er ansat her. Så det arbejder jeg på hver dag. Men jeg er også tydelig om, at jeg forventer noget af mit personale”,
fortæller Edith Ravnborg Nissen.
Det har hun gjort, siden hun satte sig i lederstolen for tre år siden. Dengang lå det gennemsnitlige sygefravær tæt på landsgennemsnittet, og bestyrelsen var klar i mælet om forventninger til den nye leder.
”Bestyrelsen gav mig fem år til at nå tre klare mål. Jeg skulle renovere den flotte gamle og slidte tre-etagers bygning. Jeg skulle introducere en tidssvarende pædagogik. Og så skulle jeg vende et økonomisk underskud”.
Som om det ikke var tilstrækkeligt, tilføjede Edith Ravnborg Nissen selv et fjerde mål om at styrke samarbejdet i børnehaven. Både indbyrdes i personalegruppen og med børnenes forældre.
Dialog og afstemning af forventninger
Som noget af det første introducerede Edith Ravnborg Nissen trivselssamtaler med hver medarbejder. Målet var, at hun som leder fik en fornemmelse af den enkeltes trivselsniveau, så stress og overbelastning kunne undgås.
”Jeg er meget optaget af, at ingen skal føle sig stresset. Derfor går jeg ofte i dialog med den enkelte og snakker om hverdagen. Jeg kan f.eks. også bede en medarbejder komme med et bud på, hvad lang tid en opgave forventes at tage. Så afstemmer vi forventninger.”
Det gjorde Edith Ravnborg Nissen for eksempel, da en medarbejder påtog sig at ændre børnehavens hjemmeside.
”Stort set hver dag siger jeg: ”Husk nu, at vi er her til kl. 17. Vi skal nok nå det hele, og der er ingen grund til at stresse over, at alt skal ske lige nu og her. Det er også bedre for vores børn””.
Er der alligevel situationer, hvor der mangler hænder til at klare det hele, finder børnehavelederen ekstra ressourcer.
”Vi skal have fleksibilitet til at finde løsninger, hvis der er behov. Derfor lægger jeg altid budgettet sådan, at jeg har en økonomisk buffer, jeg kan trække på”.
Det er muligt med stram økonomistyring.
”Hvert år den 1. april afleverer vi 30 børn, der skal begynde i skolen. Vi får jo ikke 30 nye mindre børn på samme tid. De kommer hen over sommeren. Derfor benytter jeg en række deltidsansatte på de tider af året, hvor vi har flest børn. På den måde bruger jeg lønkroner, når der er behov for det”.
Ingen ferie uden for børnenes ferier
En del af arbejdet med økonomien har også været at ændre kulturen om personalets ferier.
”Da jeg kom, holdt næsten alle ferier uden for skolernes ferier. Vores børn holder ofte fri i skoleferierne. Det betød, at vi pludselig kunne være 10 medarbejdere på arbejde i efterårsferien, hvor der næsten ingen børn var”.
Af samme grund udstak Edith Ravnborg Nissen klare retningslinjer for, hvornår der kunne holdes ferie.
”Det var ikke så populært. Men vi er jo nødt til at være der, når børnene er her. Så kan de få lov at placere den 6. ferieuge, som de vil”.
Af samme grund er udgifter til vikarer faldet, og sammen med det lave sygefravær har det bidraget til at vende et økonomisk underskud.
Ambitiøs kompetenceudvikling
Tidligere var det en fast rutine at holde aftenmøder med hele personalegruppen. Det er der også lavet om på.
”Alle er trætte efter en lang arbejdsdag, så jeg har fjernet de fleste aftenmøder. Til gengæld har jeg faste ugentlige møder med pædagogerne i arbejdstiden”.
Det er kommet i værk, efter at alle pædagogerne har været på efteruddannelse i ”professionelle læringsmiljøer”.
”Nogle var i starten imod det. De sagde ”Synes du virkelig, at vi er så dårlige?”. Men så svarede jeg ”Nej, jeg vil bare gerne have, at vi sammen højner det her sted.””
Edith Ravnborg Nissen går gerne selv foran. Derfor deltog hun også selv i efteruddannelsen, inden pædagogerne startede.
”Så vidste jeg, hvad de skulle igennem. Og på de ugentlige møder kan jeg så snakke med dem om, hvordan vi sammen kan bruge den nye viden her i børnehaven, så det virkelig batter”.
Arbejdet med den faglige udvikling fortsætter i 2021-2022, hvor både pædagoger og pædagogmedhjælpere går i gang med mere efteruddannelse om leg, kreativitet og læring.
Som nyansat medarbejder bliver man hjulpet godt ind på sin nye arbejdsplads.
”Nye tilknyttes en mentor og får et detaljeret program til at komme godt ind i det hele på arbejdspladsen. Alle hjælper den nye i gang, men jeg forventer også, at en ny efter en måned begynder at tage ansvar. Jeg er tydelig om mine forventninger til medarbejderne”.
Klar kommunikation med forældrene
Edith Ravnborg Nissen er opmærksom på, at for at lykkes med bestyrelsens langsigtede mål er det vigtigt, at forældrene bakker op og ser, at forandringerne gavner deres børn. Børnehavens overordnede mål er, at alle børn bliver livsduelige og klar til næste skridt i livet.
”Jeg fortæller løbende forældrene, hvad vi har gang i. Jeg kan finde på at skrive ”I morgen er nogle af medarbejderne på kursus og bliver klogere. Så det bliver en anderledes dag for jeres børn, men vi skal nok sørge for, at de har det godt”.
På den måde er der åbenhed om, hvad børn og forældre møder ind til.
Målet inden for rækkevidde
Efter tre år er forandringerne i børnehaven tydelige. Fagligheden er hævet, og efteruddannelse har et kontinuerligt fokus. De røde tal på bundlinjen er skiftet til farven sort.
Men selv om det ser godt ud i centrum af Ribe, fortsætter arbejdet.
”Vi har allerede lavet gode forbedringer på det gamle byhus, men vi har stadigvæk problemer med støj. Vi skal have ændret et græsområde ved vores legeplads, og vi arbejder stille og roligt videre”.
Det går også rigtig godt på trivselsområdet. Som de kommunale børnehaver i Esbjerg Kommune har Jacob A. Riis’ Børnehave deltaget i den seneste trivselsmåling.
”Jeg kan sige så meget, at vi ligger helt i top”, siger Edith Ravnborg Nissen med et smil.
Gode råd til ledere
Edith Ravnborg Nissen opsummerer sin ledelsesstil, der kan bruges som inspiration for ledere, der ønsker høj medarbejdertrivsel og lavt sygefravær:
- Jeg tror ikke, at jeg kan bidrage med noget, som ikke står i diverse lederhåndbøger. For mig handler det om at operationalisere de gode teorier. Alle ved, hvor vigtigt det er at anerkende medarbejderne
- Med nye tiltag sikrer jeg, at medarbejderne oplever succes
- Jeg sikrer, at en medarbejder får tildelt den nødvendige tid til forberedelse
- Jeg sikrer, at den daglige drift er i overensstemmelse med de faktiske tal – blandt andet at børns fremmøde = medarbejdernes fremmøde og at børns ferie = medarbejdernes ferie
- Jeg er rollemodel, hvorfor jeg altid går foran og viser vejen.
Interviewet er lavet af ledelsesrådgiver Anne Sophie Hensgen, BIGGER VISION i december 2020.