Det er nu du har den bedste mulighed for at skabe god trivsel på arbejde efter-corona!
En ny hverdag melder sig på mange arbejdspladser i takt med genåbning af Danmark.
Tusindvis af medarbejdere har i måneder arbejdet hjemmefra, men er nu helt eller delvist vendt tilbage.
Zoom og Teams har vist sig som yderst værdifulde kommunikationskanaler. Men via medierne er også mange udsagn om at face-to-face dialog med lederen og faglig sparring med kolleger med direkte øjenkontakt har været savnet.
”Fedt at være tilbage på jobbet og mødes med kollegerne igen” har mange formentlig tænkt på vejen ind af hovedindgangen til arbejdspladsen.
Fordybelse ved spisebordet
Mange nyder nok i disse dage igen at indtage hæve-sænkebord og ergonomiske stol på kontoret.
Men selvom den måske halvdårlige arbejdsstilling ved spisebordet ikke står i noget lyserødt lys i hukommelsen, længes mange nok alligevel hurtigt en smule efter at kunne arbejde på et andet sted end i arbejdspladsens storrumskontor.
Mange har opnået gode erfaringer med at arbejde fra distancen fra midten af marts og frem.
Fra flere undersøgelser udtrykker medarbejdere ønske om mulighed for delvist hjemmearbejde i fremtiden, særligt ved opgaver, der løses bedst med få forstyrrelser.
”Sårbare” på arbejdspladsen
Glæden over at være tilbage på arbejdspladsen er dog for nogle blandet med en bekymring over den fortsatte fare for at blive coronasmittet.
Særligt hos de medarbejdere, der selv er ”sårbare” eller deler bolig med en pårørende, der er. Det kan give angst og mistrivsel.
Så det er nu du bør overveje, hvordan du skaber gode rammer for trivsel på din arbejdsplads.
For de sårbare, men også for de medarbejdere, der ikke opfatter sig selv som i risikogruppen og som måske signalerer, at de ”bare vil have lov at arbejde”.
Business as usual eller nytænkning
Du kan selvfølgelig vælge en ”business as usual”-tilgang, hvor I vender tilbage til jeres ”normale” måde at arbejde på fra før-corona.
Det vil være velkendt og trygt.
Men så tror jeg, at I går glip af nogle vigtige gevinster og indsigter, der på sigt kan være helt afgørende for at kunne skabe en sund arbejdsplads, hvor I har de bedste muligheder for at stille fuldt hold på arbejde i fremtiden. Også hvis en del af det sker på distancen.
Jeg vil anbefale, at ledelsen tager initiativ til at inddrage hele arbejdspladsen i at udvikle et nyt fundament for at skabe god trivsel fremadrettet.
Rammer og retningslinjer for arbejdspladsen
Et godt sted at starte er at afklare organisatoriske rammer og retningslinjer for hele arbejdspladsen:
- INDRETNING AF OMGIVELSER, så der skabes tryghed og risici for smitte reduceres? (f.eks. om håndvask, afspritning og rengøring både når det gælder medarbejdere og eksterne gæster)
- ORGANISERING AF ARBEJDE (f.eks. fysisk afstand mellem medarbejdere og arbejdsstationer, tilrettelæggelse af arbejdsgange og -tider og for aftalt hjemmearbejde)
- FOREBYGGELSE AF SMITTE, så medarbejdere ved hvordan de skal forholde sig, hvis de eller deres pårørende er i risikogruppe for eller har symptomer på coronasmitte
Brug de fælles rammer som afsæt for at finde holdbare løsninger for alle medarbejdere.
Individuelle løsninger
Men hvordan finder du ud af, hvad der er den bedste løsning for den enkelte medarbejder?
Gå i dialog.
Lyt interesseret til oplevelser og erfaringer med arbejde under corona og tanker om fremtiden.
Åben op for fleksible og individuelle løsninger.
Men hold for øje, at de individuelle løsninger er nødt til at balancerer med hensyn til kollegers behov og ønsker og gode muligheder for at opretholde en sund drift og en hensigtsmæssig løsning af kerneopgaven.
Balance er afgørende for at løsningerne bliver holdbare.
Afprøv nye rammer for arbejdet og gør jer nogle konkrete erfaringer.
Planlæg allerede nu et tidspunkt, hvor I vil lave en systematisk evaluering. Så kan I vurdere, hvordan den ”nye hverdag” fungerer og lave justeringer, hvis det viser sig at være nødvendigt. Vær opmærksom på, at det ikke er sikkert at alt falder på plads i første forsøg.
Systematisk arbejde med organisation og individ
Lige nu skal der tages mange hensyn. Både for din arbejdsplads som helhed og i forhold til enkelte medarbejdere.
Et godt fundament for god trivsel på arbejdspladsen efter-corona kan du skabe ved at sikre præcise rammer og retningslinjer for hele arbejdspladsen samtidig med at der laves fleksible og individuelle løsninger.
Måske synes du, at det lige nu virker som en stor (og bureaukratisk) mundfuld.
Men jeg vil opfordre dig til at gå i gang alligevel.
De drøftelser I helt automatisk vil få, for at kunne lave lavpraktiske aftaler, vil hjælpe med at fremme trivsel og arbejdsglæde. Her og nu. Men også på sigt, da de mange små skidt i den rigtige retning over tid gør den en stor positiv forske for trivsel på arbejdspladsen.
Hjælp til rammer og retningslinjer
Ønsker du at høre om muligheder for at få inspiration og hjælp til at formulere rammer og retningslinjer på din arbejdsplads, er du velkommen til at skrive en besked HER, så bliver du kontaktet.